Salme: Hun var sin faders øjesten |
| | 1. Hun var sin faders øjesten,
hun var ham kær som livet,
og Jesus var som før lidt sèn
med livs-alternativet.
"Kom, med at gå
læg hænder på,
jeg tror, skønt tvivlen truer,
det håb som døden kuer."
2. Med fløjtespil og klagesang
gik fællesskab i sorgen.
Fortrænges stilhed med kling-klang
blir savnet sorg i morgen.
Hun var kun tolv,
lå død og kold,
ser vi Hans mening over
med ord: den døde sover?
3. De gode græd, de onde lo,
det koster, som man skatter,
en ågerrente for de to
som pris for elsket datter.
Er død kun blund,
en latters stund,
for den med Ham ved hånden,
som blæser ind livsånden?
4. Vi som må gå på deres ord,
som gik med Ham og tænke,
at tvivlen truer, det vi tror
og må i graven sænke,
den kærlighed,
som vi nu ved,
blev os for kort en glæde,
som vi nu kun begræde.
5. Da Jesus rakte pigen hånd
blev latter til lovprise.
Oplivet blev nu krop af ånd,
og Han bød hende spise.
På øjeblik
da rygtet gik:
I her Gud Fader møde,
der selv oprejser døde.
6. Den Gud, der rejser børn af sten,
om det var det, Han ville.
Den Gud, som kender hvert et gen
og intet liv forspilde,
med sin livsånd
og skaberhånd
gør kød af askekrukke
for suk og sorger slukke.
7. Den samme agt og samme magt,
som Faderen, har Sønnen,
og de, som hørte ordet sagt,
kan give ord til bønnen:
fri døde ud
vor Frelser, Gud,
og mørkets magt må vige
så vi gå til dit rige.
8. Du, som gød ånd i pigens krop,
så latteren forstummed,
stod selv af gravens mørke op,
så klogskaben fordummed.
Giv os en tro,
der bygger bro
imellem gråd og glæde,
til himmerig til stede.
|
|