Salme: Du, Gud, som alting vender |
| | 1. Du, Gud, som alting vender
som ved et trylleslag,
vil samle løse ender
på død og dommedag,
hvor, blandt det du har skabt,
du søger for at finde
enhver, som tror sig tabt.
2. Den meningsløse flænge
syr du en mening bag.
En rift der langt om længe
bli`r læget sår den dag,
hvor med din skaberrøst
den sæd, som gråden vander,
bli`r kaldt for jubelhøst.
3. Regn mig blot blandt fortabte,
det er der frelse i, -
den orden, som du skabte,
er nådevendt, fordi
du gav derom besked,
at Gud i himmerige
gik til i ensomhed.
4. Det er alene trøsten,
når livet går i skår,
at den med skaberrøsten
har talt hvert hovedhår
og lod det blive kendt,
at gråd og sorg og klage
på Hans dag bliver vendt.
5. Du koder vore gener,
du kender hver en dag,
hvert menneske som ener
stod du som kunstner bag.
Du blæser, når du vil
med Ånden liv i kødet
så gerne en gang til.
6. Så er det da en glæde,
for os at tænke på,
at Han i dommersæde
hos Gud i himmel blå
har os beredt et sted,
hvor vi skal alle møde,
købt fri med kærlighed.
Knud Erik Lægsgaard 1999 |
|