Salme: Gud kender ikke mådehold | Melodi: Gud kender ikke mådehold
1. Gud kender ikke mådehold for sommersol og sommerregn og sommerblæst og stille. For tusind tusind tusindfryd for kakofonisk fuglelyd en morgenvaudeville. Det meste går til spilde!
2. Gud spilder af sin overflod af kærlighed og evighed og vand fra livets kilde. En mark så mælkebøttegul for humlebi og sommerfugl et sommerfarvegilde. Det meste går til spilde!
3. Se morgenduggens dråbespind så stor en flid så kort en tid som tusind tårer trille. En flyvesommer svinder væk, som hver en vinters vintergæk for solens stråler milde. Det meste går til spilde!
4. Gud lader vokse, hvad han vil, et lille frø til kæmpeeg, hans rige som han ville, det vokser op i Jesu navn og bliver alle folk til gavn, den tro vi ser for lille, vil Herren ej forspilde.
5. Hvor mange somre undes dig med sommersol og sommerregn og sommerblæst og stille? Gud kender ikke mådehold, så han vil høste hundred fold. Selv den der sig forvilde, blir budt til bryllupsgilde.