Velkommen til salmeværkstedet


Salme: Grøn er du Maria  |  Melodi: Grøn er du du Maria  
1. Grøn er du Maria, bondeblomst i knop
lysegrønne lin så yndefuld og fin.
Bagved sjalet lyser din pigehud,
du kan friste alle selv himlens Gud.

2. Gud kan ikke fristes som en Adams søn,
men Han valgte dig som mor blandt Evas køn,
for at ingen skabning, som Han har skabt,
gudsforladt på jorden skal gå fortabt.

3. Jojakims og Annas lille øjesten,
pigeuskyldsren - for Josef var kun én.
Kun for ham vil du folde blomsten ud,
véd dig ikke endnu som himmelbrud.

4. Brune øjnes flitter, pigeskælmske smil, -
øje se og øre høre, hvad det vil:
- "Gabriel er navnet og du har bud - -
Abraham og Isak og Jacobs Gud.

5. Jo, vist kender jeg da mine fædres Gud,
Han i fingerspand kan måle himlen ud.
Hidtil har hans ord gjort mit hjerte trygt,
nu slår det med undren og sælsom frygt.

6. Hvad skal jeg fortælle til min far og mor?
Mon nu Josef tror, at det er himlens ord?
- Når du står ved tronen så tæt ved Gud,
ved du da vel, hvorfor jeg blev valgt ud?"

7. "Frygt kun ikke, pige, thi det valg blev gjort,
førend stænget blev for Paradisets port.
Blandt de smukke liljer blev du valgt ud,
ene fandt du nåde for himlens Gud."

8. Herrens kraft skal overskygge dig så stor,
så du bliver mor, lovprist af englekor,
skal du bære svar på profeters bøn - -
Han skal kaldes hellig, Guds egen Søn."

9. Mørke dine øjne med en livfuld glød.
Ser man mon, hvad du skal bære i dit skød:
I dit liv du bærer på glædens pagt, -
smerte blir dit liv til "det er fuldbragt."

10. Du forstod slet ikke, hvad dit ja betød,
englemandens ord, der blussed´ kinden rød:
"- liljen priser Herren med farvepragt,
jeg vil tjene Ham, som du nu har sagt.-"

11. Mørk er du Maria må din dans bli´ lys, -
påskeliljekys omlyser dødens gys.
Skyggerne vil male kontraster på,
Gud gi´r solestråler at danse på.

12. Stod du under korset, så du graven tom?
Hørte du din søn forkynde dødens dom?
Fatted´ du først ret Herrens englebud, -
hvad det var for nåde, du fandt for Gud?

13. Hørte du mon påskeliljens sejrstrompet:
Det, som ingen kvindefødt har set, er sket.
-- Påskens sol gi´r liljen en dyber´ glød.
Hør den lydt forkynde, at død er død.

14. Ære være Fader, Søn og Helligånd.
Ved Marias ja genknytted´ de et bånd
mellem jord og himmel i evighed.
Ære være Gud og på jord hans fred.

Knud Erik Lægsgaard
Mel. Mikael Ustrup 1996

Denne side er lavet af Mikael Ustrup
Login