Salme: Nu maler skaberen |
| | 1. Nu maler skaberen med sol og frost
i brændte farver;
med rødt og bronze, gult og guld
han hælder farver ødselt ud
og skifter skovens hverdagsgrønt
til aften-dres så skønt, så skønt -
så skønt det er det klæde,
at man må næsten græde.
2. Det lugter muldenbrunt og tungt af jord
i skov og haver;
med svamp og skimmel, sødt og surt
gør Gud et bed for frø og urt
af livs forfalds afmægtighed
gør han, hvad Gud og hvermand véd –
så skøn den er den kæde,
at man må næsten græde.
3. Selv solen sortner under stæretræk
som snart er borte;
de kom i går vel, godt og kort,
nu danser de selv solen sort
og kommer med den nye vår,
men efterlader efterår –
så skønt det er en kæde,
så må man næsten græde.
4. Du, Herre, som var med, da lys blev til
i rummets mørke;
du blev selv kædens korrektiv,
da du forvendte død til liv.
Nu synger engle fred på jord
om livets lov og livets ord -
du bryder tidens kæde
og eviggør vor glæde.
5. Så skønt vi ser vort efterår med gråd
og dog med glæde,
med hjertet vemodstungt i bryst
med øjet fuld af øjenlyst
ved bøgeskovens afskedsbal,
så ses vi dog i himmelhal,
hvor du har taget sæde,
og ingen mer skal græde.
Knud Erik Lægsgaard |
|