Salme: Novemberstorme rusker løs |
| | 1. Novemberstorme rusker løs
i blade og i kviste;
hvert træ står snart blufærdigt bart
og holder på de sidste;
en duft så gul og glad ved høst
den bærer blad, der minder
om sommertids grønøjenlyst
og solskinsbrune kinder.
2. Gud ser til hver en fugl, hvert blad,
der dybt med sukke segne;
mon ikke da hver brunet kind
han ser, når den må blegne.
Gud freder, og Gud fælder frit,
hans er al magt og ære,
han ser dog både dit og mit
og værner vore kære.
3. Gud kender vore dages tal,
han er der, når vi falder;
når vi i lyset står for Gud,
han os ved navn fremkalder;
så er den dom, han dømmer med
en nådedom for livet;
så er det mål, han måler med:
Et alt for intet givet.
4. Det korstræ, som vor Herre fik,
var uden blad og kviste;
han hang så sårbart nøgen der,
men hør hans ord, de sidste,
til røveren der hang derved
i angst og gråd og klage:
Til Paradiset, på mit sted,
i dag jeg dig vil tage.
5. Novemberstorme rusker løs
i blade og i kviste;
vort livstræ fældes sikkert snart,
og hjertebånd vil briste,
men korsets træ i Paradis
står grønt som var det sommer;
dér får du det på røvervis,
til den du elsker kommer.
Knud Erik Lægsgaard |
|