Salme: Det trækker luk mig døren op |
| | 1. Det trækker, luk mig døren op i hast, jeg hører vingesus af tusind fugle, der rastløs trækker på nomadevis før vintertågens æter dulmer hvileløse drømme og vand og land og kød og blod bli´r is på overfladevis.
2. En Blicher har et andet sted sit hjem, men jeg har hjertet frosset fast i jorden og vil, at den skal tjenes trodsigt tro, for selv en stækket trækfugldrøm er svag og svigfuld svigten af den, som udenfor din drøm må bo, og dog af den skal gro.
3. Jeg ser i vintervigeøjnes flaks en andeflok, der holder liv i vågen, et åndehul i isens stramme hud der truer med for overlevelse at kvæle livet, - den bringer os fra dybets bløddyr bud: jeg ville livet, Gud.
4. Selv fredens standfugl går på vinterrov, når solens blegeskær i isen spejler, og blæsten bringer kulde med fra syd, - jeg så en rovfyugl slide i et rygvendt pindsvins brystkød, mens måger hakked´ øjne uden lyd, - da bød jeg isen: Bryd. –
5. Det trækker, luk mig døren op i hast, jeg hører vingesus af tusind fugle, - al vinter trang er glemt i samme stund - se svigefulde fugle trækker også hjem for tidligt, - for døjet sult har de nu sang i mund, vågn, forår af din blund. –
6. Det trækker i min forårspubbesjæl, mit barn har brune sommerfugleøjne, vi stemmer instrumenterne på ny, se, lyset tegner glorie om tøbrudssilhuetter, og lærken synger solen frem af sky, - det unge forårs gry.
Knud Erik Lægsgaard 1991 |
|