Salme: Du, Gud, som alting vender |
| | 1. Du, Gud, som alting vender som ved et trylleslag, vil samle løse ender på død og dommedag, hvor, blandt det du har skabt, du søger for at finde enhver, som tror sig tabt.
2. Den meningsløse flænge syr du en mening bag. En rift der langt om længe bli`r læget sår den dag, hvor med din skaberrøst den sæd, som gråden vander, bli`r kaldt for jubelhøst.
3. Regn mig blot blandt fortabte, det er der frelse i, - den orden, som du skabte, er nådevendt, fordi du gav derom besked, at Gud i himmerige gik til i ensomhed.
4. Det er alene trøsten, når livet går i skår, at den med skaberrøsten har talt hvert hovedhår og lod det blive kendt, at gråd og sorg og klage på Hans dag bliver vendt.
5. Du koder vore gener, du kender hver en dag, hvert menneske som ener stod du som kunstner bag. Du blæser, når du vil med Ånden liv i kødet så gerne en gang til.
6. Så er det da en glæde, for os at tænke på, at Han i dommersæde hos Gud i himmel blå har os beredt et sted, hvor vi skal alle møde, købt fri med kærlighed.
Knud Erik Lægsgaard 1999 |
|