Salme: Et sus i sommerløvet |
| | 1. Et sus i sommerløvet
nyliv i lys og grønt,
en hvirveldans i støvet
indstreger sollys skønt.
Støvkorn er ikke lyset
og livet ikke dans
alene, åndegyset
gi`r støvet gude-glans.
2. Af Ånden førtes gudsfolk
til mælk-og honningland.
På vej vejledte gudstolk
igennem ørkensand.
Hvor vreden viste vejen
i modlys bort fra Gud,
vor frihed var vor egen
og fordred frygtsomt bud.
3. Gud er den Gud, der hører
den uudtalte bøn.
Han finder og han fører
helt uden findeløn,
den som i frygt er borte
fra Gud og fra sig selv,
vil Han selv vejen korte
til nådens kildevæld.
4. Gud svarer den, der spørger
og kundskabsfrugt har pluk`t,
er nær hos den, der sørger
og skaber læbens frugt.
Han løber for at mødes
med et vildfarent barn,
er selv den bod, der bødes
i himmeriges garn.
5. Gud blidt i garnet holder
den skabning Han, gav ånd,
som synder eller tolder
vi er dog af hans hånd.
Når jeg vil Herren friste,
så hvisker blæst i løv:
jeg vil ej Ånden miste,
som jeg har blæst i støv.
6. Så er det da en glæde
for mig og mine med,
at Gud Han er tilstede,
hvor Ånd er bøjet ned.
I lovsang i sin kirke,
hvor gråden bryder frem,
der vil Han vinde virke
og kalde Ånden hjem.
Knud Erik Lægsgaard 1999 |
|