Salme: Når sorgen rammer mig og mine kære |
| | 1. Når sorgen rammer mig og mine kære,
bli`r kærligheden tyngde i mit sind.
Mens tusind, tusind ansigter kan være
i sjælens spejl med lethed lukket ind,
blir ansigtet der vender bort i død
til mørke i mit øjes spejle-glød.
2. Hvor kunne du, min Jesus og min Fader,
du, som er Gud for jord og himmel med,
som skyld og skam alene os forlader,
om, kun så kort, dig vende fra vort sted.
Gik du for at berede bolig dèr,
så vi kan møde dem, vi savner hèr?
3. Ja, mødes er vel mer` end du har lovet,
dog intet bedre kan jeg tænke på,
når kærligheden har i sorgen sovet
end til den elskede igen at gå.
Til løfterne kan hjertet glæde sig,
og ingen kan ta` glæderne fra mig.
4. Dit løfte er med vand og ild beseglet.
Med dåbens vand og Helligåndens ild.
Så når mit liv er fuldt og helt forfejlet,
og jeg en tid fra dig er faret vild,
så tegner du med vand og ild for mig,
og sværger buen er et tegn fra dig.
5. For hovedhjørnestenen rokkes ikke,
om bjerge end kan vakle og forgå,
vil Gud som stak sin hals i dødens strikke,
til dødens dom dog lade os opstå.
Hans skjulte ansigt skal vi alle se,-
det ansigt er et åsyn gange tre.
Knud Erik Lægsgaard 1999 |
|