Salme: Guds visdom er hans kundskab |
| | 1. Guds visdom er Hans kundskab fra dagen, førend lys blev til og indtil aften efter, at mørket er forbi. Guds indsigt er Hans viden, om hvad Han var og er og vil. Hans menings mål bekræfter lys koreografi.
2. De vise mænd fra østen fandt vej igennem mulmets land til stalden i det fjerne i Betlehem engang på Gud bestemte time, da Skaberen, vor Gud, blev mand i lyset af en stjerne, der over stalden hang.
3. Gud ved, fra tiders morgen til efter livets sol går ned, om livets stjernestunder for os på pilgrimsvej fra alle vide vegne. Vi vælger, hvad vi vil og ved, selv når i lys vi grunder at vælge mørkeleg.
4. De vise valgte lyset, en sandhedsvej for livet selv, men mørkets magt var rede til kamp for død og Hel. Der vil i mørket skjules det ondes skyld og syndegæld, for djævelskab vil frede et mørke om sig selv.
5. De vise gik i lyset af det, de havde set og hørt, langt bort fra magten vandred de hjem til deres sted. De fulgte drømmesyner, hvormed Gud selv dem havde rørt, så de var helt forandred, og de tog lyset med.
6. Guds visdomslys for verden, for gudsfolket og mig og dig, gør paradis af ørke og dæmrer dødens gys ved Ham, der selv var lyset og sagde: dem, der følger mig, skal aldrig gå i mørke, men have livets lys.
Knud Erik Lægsgaard 1999 |
|