Velkommen til salmeværkstedet


Salme: Betænk du kun dit løvfalds år  |  
1. Betænk du nu dit løvfalds år
skønt livet om dig melder vår
mens du i tankens stivsind står
så stå du af mens tiden går
og hør hvad Jesus spørger
til dine valg og dine svigt
til din erindring og dit digt
om hvem du er og er så nær
som Peter havde Herren kær
og aldrig ku` fornægte.

2. Før glemsomhedens stær du får
på sjælens øje øjenblår
som slører det som livsvilkår
der gav din næste hjertesår
så hør dog Jesus spørge
til skyld som du har helt fortrængt
bag tusind sjæleslør ophængt
om hvem du er og er så nær
som Peter havde Herren kær
og aldrig ku` fornægte.

3. Får du som Peter mulighed
før aften en forsoningsfred
med al den spild som Herren ved
om svigt i liv og kærlighed
så lad kun Jesus spørge
om fejheds flugt med onde spor
til troløs - tankeløse ord
om hvem du er og er så nær
som Peter havde Herren kær
og aldrig ku´ fornægte.







Knud Erik Lægsgaard 2000

Denne side er lavet af Mikael Ustrup
Login