Salme: Der er en dør imellem dimensioner, |
| | 1. Der er en dør imellem dimensioner, en dør imellem tid og evighed, en dør der ikke er af tid og sted, en dødens dør der blev til livets luge.
2. Der var en dør der lukked Edens have, en dør til vort fortjent forladtheds land, med nøglehul der sætter håb i brand, med lurehul for sjælens drømmeøje.
3. Der er et låg der lukker liv fra livet, et låg der løser håb: af jord til jord. Et håb er alt for lidt til den der tror: At Han igen af jord står op på ordet.
4. Der er en dør der sprang for dig og dine, en åben dør for hjertets bange bank, en trukket spuns af tvivlens tænke tank af faderhånden der har tømret døren.
5. Vor Herre er den dør vi går igennem, den vej skal ikke vindes som Han vandt, det smuthul ikke findes som Han fandt. Han løfted dødens dør af rustne hængsler.
6. Så lyt i bøgeskovens stedsegrønne, som sommerfugl i solens gyldne støv, hen under nyudsprungne lyse løv til nattergalesang om evigheden.
7. Så lyt til billeder om grønne enge, Hans hånd der leder dig til livet trygt igennem død og mørke uden frygt. Han gjorde dødens dør til livets luge. Knud Erik Lægsgaard 2003 |
|