Salme: I sorte stæres tusindtal | Melodi: Det dufter lysegrønt af græs
1. I sorte stæres tusindtal som slørdans under solen vor skaber kender fuglefald ved hvert et sving af kjolen. Skønt flugt er lang før fuglesang, så finder hver sin mage de første forårsdage.
2. Vor skaber sy´r med solens sting til støvet sommerklæde, som biting sluttes støvets ring med sommersødme-glæde. Et skaberspor er blomsterflor, der bæres rundt på vinger til tegnet af Guds finger.
3. Den Gud, der fører fugl til bo og bi til blomsterhaver, kan skæbne-tvinde håb og tro til kærlighedens taver. Et livets bånd med nænsom hånd til ét Han skæbne-binde for livet ham og hende.
4. For hans er du, og han er din, ej guld og grønne skove, men det at I må sige: min, for mand og Gud I love. Skønt liv for kort, som vindpust bort, er løfter livsens lange som nattergalesange.
5. Til livets lyse herlighed har Gud sin vilje vundet. Trods sorg og vrede, kærlighed er i hans mening grundet. Gudbilled-skabt, skønt glansen tabt, er kærlighed det samme i jord- og himmelramme.
6. I elskende er født af Gud og kender ham herneden, for han er kærlighedens bud og ét med kærligheden. En bi, en blomst, en sommer-fugl af sol-let dag bedøvet, Guds billedsprog til støvet.
7. I lover her for Gud og mand "at leve med til døden", en smerte-grænse for forstand, men ej for hjertegløden. Dén blæser til Guds livsånd mild en dag i paradiset, Gud være lov og priset.
8. Hvor Herren lover os som brud til Himmerig at bære, I kære, lover I for Gud med kærlighed at ære og elske her, men siden der på Herrens dag i Eden er evig kærligheden.
9. For fugl og blomst er liv forbi med sene sommersange, det tankebilled´ tynger i mit hjertes vemods-gange. Skønt kærlighed en grænse véd, så glædes vi den morgen, hvor Gud vil grænse sorgen.
10. En sommer grøn, et efterår en vinter hvid I vover. En evig paradisets vår det er hvad Gud jer lover. For tro og håb og kærlighed, men størst er kærligheden, her og i Herrens Eden.