Velkommen til salmeværkstedet


Salme: Solen stod sort over byen den morgen  |  Melodi: Himlene, Herre, fortælle din ære  

1. Solen stod sort over byen den morgen,
træerne dryppede endnu af regn,
angest og vrede de mødtes med sorgen
sammen med Jesus ved porten til Nain.

2. Sorg er, at intet nu mere kan ramme,
sorg er at høre en stump af en sang,
sorg er, at intet vil blive det samme,
alt det, der var, vil nu være engang.

3. Sorg er et kærtegn til en, der er gået,
sorg er en glæde, jeg aldrig kan få,
sorg er en kærlighed, som jeg har fået,
mistet og aldrig igen kan opnå.

4. Sorg er, når gråd er for lidt til at lindre,
sorg er, når glemsel er eneste trøst,
sorg er den trøst, at hvis sorgen var mindre,
havde jeg sået for ringe til høst.

5. Sorg er en høst, som jeg aldrig får bjerget,
sorg er betaling for udsæd i går,
sorg er min sølvmønt, når sjælen blir færget
evigt med Charon, mens tiden kun står.

6. Sorg er en vrede mod en, der er borte,
sorg er en brænding bag tillukket bryst,
sorg er ved Nain`s og ved himmelens porte
råbet mod stormen ved livstrætheds kyst.

7. Sorg er en angst for det rette og rene,
sorg er en angst for en frihed for gæld,
sorg er en angst for at bære alene
kundskab om ansvar for bare mig selv.

8. Sorg er at synke i sorteste strømme,
sorg er at falde fra tindernes top,
sorg er at vågne og vide, at drømme
ene til glæden kan løfte mig op.

9. Sorg er, det hændte, som ængstede ofte,
sorg er bekymring, som ikke er mer
sorg er, når jeg får dit slag mod min hofte,
at jeg slet ikke velsignelsen ser.

10. Sorg er ved møde med Jesus ved båren,
sorg er til sorgen han tager i hånd,
sorg er til den dag, Han selv tørrer tåren
bort mens Han blæser nyt liv med sin ånd.

11. Da skal jeg skue min Gud på den morgen,
hvor jeg ved løseren lever og kan
gå med min glæde imøde med sorgen.
Solen for mig på den dag bliver Han.

Melodi: Kan synges med Prahl og Heinebuchs melodi til "Himlene Herre".


Knud Erik Lægsgaard 1999

Denne side er lavet af Mikael Ustrup
Login