1. Forårs-Gud, du farver mulden grøn en tidlig forårsdag, ler af mørket, ler af kulden, lægger død og vinter bag. Du er liv, som baner vej, er i barnets forårsleg. Løs du også det, som knuger, det, hvorover hjertet ruger.
2. Under-Gud, du rejser spiren af en gold og stenet jord, - kalder klyden, kalder kliren, sikkert finder de mod nord. Du gør frugtbart øde land, skaber liv, hvor ingen kan. Du ser og, hvor sindet bløde, skaber liv igen af døde.
3. Spændings-Gud, du livets skaber, grusomhed og ødselhed, - hist en vinder, her en taber, det er vilkår på vort sted. Havet slider diger ned - lægger til et andet sted. Det er alt, hvad vi erfare, - Gud i himlen os bevare.
4. Er du Gud i lys og mørke, er du både mild og streng? Er der mening i at ørke ikke er en blomstereng? Når mit sind sig grubler træt, hvisker du mod øret tæt: Jeg er liv og håb i hjerte, som vil vende hver en smerte.
5. Gud, er du de brudte planer, er du i min tøven Gud? Er det også dig, der maner til nødvendighedens brud? Du er liv, som baner vej, løser smil og elskovsleg. Driver gæk med tro og viden, - åbenbarer alting siden.
6. Gud, du bryder spændte knopper, folder løv af dækket ud. Mellem grene edderkopper spinder slør til forårsbrud. Varme får hvert vintersind, forårskærtegn barnets kind, så det springer ud i haven lykkeligt for undergaven.
7. Forsyns-Gud har du lagt planer? Gav du os vor frihed Gud? Tegner du planeters baner, stak du også vore ud? Har du kaos i din hånd, meningsløshed lagt i bånd. Rummes i din almagtsviden plads til friheden i tiden?
8. Gud er Gud, om alle døde, Gud er Gud i vinter, vår. Gud er Gud, hvad end os møde, Gud er Gud trods hjertesår. Forårs-Gud dit skaberbliv vender evigt alt til liv. --- Tak, at tvivlen du forlader,- vi må kalde dig vor fader.Knud Erik Lægsgaard 1992
