Salme: Du Herre, som satte den orden på jord | Melodi: Du gav mig, o Herre, en lod af din jord
1. Du Herre, som satte den orden på jord, som livet må leve og lære, du vejede bjerge og målte med snor, hver følge og sammenhæng skabt ved dit ord, dit værk blev din kunst og din ære. Vi forsker med flid dit rum og din tid, de dage som du os beskære.
2. Du satte din grænse for rum og for tid, men ikke for nyfigenheden. Fornuften, forstanden og menneskets flid er skattede evner hvortil fæstes lid, når Adam bli`r gennet fra Eden, og spørger, hvordan vi aflæse kan Guds orden og love herneden.
3. Vi måler på meningers sandhedsværdi i tidens og tilfældets måder, men sandhed er sandhed alene deri, og mening er mening alene fordi, du skaber som også du råder. Du er, som er du for evigt og nu for skabningen spejlet i gåder.
4. Jeg takker dig Herre, jeg kender dit ord og vokser i læ af dit løfte. Jeg løfter mit hoved, og går i dit kor, hvor du har mig dækket et løfterigt bord, mod dødsrigets vande en høfde, men mens jeg går trygt, om ryggen er frygt som jeg må med toldere drøfte.
5. Min Skaber og Frelser, når du holder råd med dig, er der ingen, der aner, hvordan og hvorfor og hvortil du er nå`d, du høster jo der, hvor du ikke har så`d, fortrøster, forandrer, formaner til tro og til liv bli`r dommen: tilgiv! Din sandhed er ændrede planer.
6. Du havde skabt grænse for alt på din jord, for Adam blev livstræet fældet. Ved Kristus i kødet, dit skabende ord, blev planerne ændret, så træet nu gror, med rødderne plantet i vældet med levende vand, sådan så du kan gi` livsfrugt til skabning forgældet.
7. Så vil vi da imod forstand og fornuft en sandhed om skaberen vove, en sandhed erfaret som blomsternes duft så flygtig og velkendt i morgenens luft i haver og grøfter og skove: En duft vejres hen og skabes igen, Guds hjerte er større end love! Knud Erik Lægsgaard 1999
