Salme: Jeg har en tvivl, der nager mig |
| | 1. Jeg har en tvivl, der nager mig,
i kødet er en pæl.
Jeg tror, at det er Fanden selv,
der sortner i min sjæl.
Skal jeg en dag for dommen stå
i nøgenhedens skam –
uden nåde?
2. Skal alting klart i lyset stå,
hvad jeg har skjult med held?
Er det en drøm, at der er en,
der har betalt min gæld?
Er der betalt for svig og svigt,
Som jeg har villet selv –
Uden måde?
3. Vil alting stå med flammeskrift
i Herrens sorte bog?
Skal jeg med tusind, tusind gå
i Helveds sorte tog?
Vil alting gå retfærdigt til
i Guds matematik –
uden nåde?
4. Min tanke er en soleklar
og lineær grafik, -
jeg ser min Guds retfærdighed
som følgeklar logik.
Johannes Døbers tale er:
Guds nåde kun for bod –
uden måde.
5. Jeg har en tvivl, der fryder mig
i dybet af min sjæl,
den løfter mig, når Fanden selv
har trådt mig under hæl
og har forkyndt en fattelig
og f’ølgerigtig dom –
uden nåde.
6. Guds skaberværk, hvori jeg er
en ganske lille brik,
er ikke som mit tankespind
en følgeklar logik,
der er en guddomskraft, som langt
min tanke overgår –
uden måde.
7. Den tvivl, som andre kalder tro,
som dybt i sjælen gror,
den blev bragt her, da Gud som mand
tog bopæl på sin jord
og brød med den retfærdighed, som tanken bedst forstår –
uden nåde.
8. Jeg tror, at Gud er mulighed
langt over min forstand, -
jeg tror, at jeg er genfødt ren
i dåbens hellig´ vand,
jeg tror mig set i kærlighed,
selv når jeg ikke kan –
uden måde.
9. Jeg tror, og tvivlen klæber, når
jeg ser min nøgenhed,
når kærligheden til mig selv
bli´r had, fordi den véd –
så klynger jeg min selvforagt
op på din kærlighed –
i din nåde.
10. Jeg tror, at du er tro, der ved
om Gudsforladthed selv, -
jeg ved, at du har sagt mig, at
du har betalt min gæld,
du er min tro, når min er tvivl
og grubler i sig selv –
overmåde. –
Knud Erik Lægsgaard 1994 |
|